Danske løver og hjerter

Som forfatterens tidligere udgivelse, Det danske Rigsvåben og Kongevåben, er denne bog fyldt med flotte illustrationer, langt størsteparten i farver. Bogen her er en fortsættelse af den forrige, og handler om afledninger af det danske kongevåben gennem tiderne.

---

Författare:Erling Svane
Titel: I Skjoldet springe Løver.  Afledninger af Kongevåbenet.
Förlag: Syddansk Universitetsforlag, Odense, 2002.
ISBN 87-7838-663-2.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Bogen er disponeret over 10 kapitler, hvoraf kapitel 5, ”Fantasivåbener og misforståede våbener” egentlig ikke har noget med afledninger at gøre. Kapitel 9, ”Anden brug af afledninger” og kapitel 10 ”Varianter” falder helt eller delvist heller ikke ind under denne kategori. Her er det især fejl i farvelægning og i antallet af våbenfigurer, der gennemgås, ligesom svenske kong Erik 14.s brug af Danmarks tre løver nævnes.

 

Alle løvevåbener er ikke brisurer
Helt fjollet er udtalelsen om, at den holstenske adelsslægt Breides våben er en ”typisk brisure af kongevåbenet” (s. 146). Slægten førte en sølv løve i rødt, hvilket vel ikke kan siges at være en brisure af det danske kongevåben. Endvidere gives der intet belæg i teksten for denne vidtløftige konklusion. I kapitel 2 nævnes også våbenet for den senere kong Frederik 3. som fyrstebiskop af Bremen, hvilket heller ikke er et afledt våben.
Forfatteren har også en tendens til at se mange tidlige adelige løvevåbener som afledninger af det danske kongevåben, som f.eks. Sjællandsfar-slægten, greverne af Gleichen og greverne af Eberstein uden at der er tilstrækkeligt belæg for det.

 

Dronninger og elskerinder
Ligeledes behandler han i kapitel 3, ”Danske dronninger m.fl.” danske dronningers våbener; m.fl. er her kongelige elskerinder og dronnin-ger ”til venstre hånd”. Hvad dronningernes våbener angår, er der heller ikke her tale om afledninger, men sam-mensatte våbener, hvil-ke forfatteren nævner mange eksempler på. For elskerindernes vedkommende er det berettiget at tale om afledte våbener.
Kabinetsvåbenet, der behandles i kapitel 4, er heller ikke en afledning af kongevåbenet, men en sammenstilling af våbener, der også findes i det sammensatte kongevåben.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Grøn uheraldisk?
Mest overraskende og forvrøvlet er dog forfatterens udtalelse om, at grøn er en uheraldisk farve! (S. 31.)
I gennemgangen af Knud Prislavsens og greverne af Orlamündes våbenføring baserer forfattteren dele af sin tekst på en artikel fra 1984 af Nils G. Bartholdy, ”Valdemarernes løvevåben. Hovedtræk af en teori om de danske kongers politiske motivering for at antage løvefiguren i det 12. århundrede”, Heraldisk Tidsskrift nr. 49–50, uden at denne dog krediteres.
Over tre sider i indledningen gennemgås hovedtrækkene i forfatterens forrige bog, hvilket strengt taget vel ikke er nødvendigt.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Illustrationer sætter standard
I indledningen skriver forfatteren at bogen ikke er et  katalog over samtlige afledninger af kongevåbenet, men blot giver eksempler på afledninger og redegør for dem (s. 16). Samtidig gives forklaringen på at en del af kapitlerne omhandler våbener, der ikke er afledninger, nemlig at ”ordet ’afledninger’ skal forstås i bredere forstand” (s. 16), hvilket gør bogens undertitel utilstrækkelig.
Svanes bog kommer dog netop til at virke som et katalog, da der ikke er en overordnet, styrende problemstilling eller tilgangsvinkel til stoffet. Det er problematisk, at en bog udgivet af et universitetsforlag i den grad er upræcis, overfladisk og med et mangelfuldt noteapparat. Men nyd bogen for dens mange herlige illustrationer, der virkelig sætter en standard for heraldiske udgivelser. Videnskabeligheden er det desværre småt med.

Av Ronny Andersen
Ur Vapenbilden 57:2004